Det går godt i Ørbæk
Det går faktisk rigtig godt i den lokale brugs. Superbrugsen i Ørbæk har i mere end 120 år serviceret kunder fra nær og fjern med dagligvarer, hvor forretningen siden dag ét har været kendt for sit høje serviceniveau, gode personale og gode varer.
Men det var først i 1974, hvor butikken fik sin slagterafdeling, at der for alvor kom gang i forretningen.
Ørbæk Brugsforening blev etableret i 1889, men det var først tre år senere, at jorden blev købt og bygningen opført. Og man kan vist roligt sige, at der har været fart på lige siden.
Det har været mange af de samme, kendte ansigter, der har været medvirkende til at gøre Superbrugsen i Ørbæk til den forretning, den er i dag. Det ses tydeligt på antallet af brugsuddelere, der har været siden åbningen. Der er faktisk kun været fem siden etableringen af brugsforeningen – det er vel og mærke på 120 år.
“Der har kun været fem uddelere siden 1901. Selvom vi er en moderne brugs, så holder vi fast i gamle dyder – det er måske derfor, at vi oplever succes”, sådan lyder det fra uddeler Ole Hansen, der har været uddeler siden 1994.
De gamle dyder kan ses og mærkes gennem hele butikken. Fra dagligvarer til slagterafdelingen. Og specielt slagterafdelingen spiller en afgørende rolle for Superbrugsen i Ørbæk.
Det afgørende år
1974 var året, hvor butikken opførte en ny tilbygning. En tilbygning, der skulle vise sig at blive afgørende for butikkens fremtid; en slagterafdeling var født. En slagterafdeling, der for alvor satte gang i tingene i det lille lokale samfund på Østfyn.
Det gjorde pludseligt Superbrugsen yderst attraktiv. Og det var et helt bevidst træk. Den gamle oplevelse har altid været i centrum, hvorfor det var helt naturligt at investere i butikken for netop at give kunderne den gode oplevelse ved at handle lokalt.
Slagterafdelingen er placeret halvvejs gennem butikken, så kunder, uden tvivl, får øje på den. Alle varer præsenteres på den bedst mulige måde. Det er indbydende. Det er lækkert.
Men det er ikke længere kød, der fanger øjet.
Der er sket et stort skifte over de sidste 10 år. Superbrugsen sælger nemlig ikke så meget fersk kød, som den gjorde for et årti siden.
“Vi forsøger hele tiden at tilpasse os kundernes behov. Vi sælger ikke lige så meget kød som før, men nu sælger vi flere retter, hvor kunden bare skal gå hjem, putte den i ovnen – og så er maden klar”, lyder fra det slagtermesteren.
Hvad er opskriften på en god, sund slagter?
“Det handler om at tilpasse sig kundernes behov og ønsker”, siger slagtermesteren. Det betyder, blandt andet, at udvalget løbende evalueres og justeres. Nem mad er kommet for at blive. Men nem mad er ikke ensbetydende med, at maden ikke smager af noget. Tværtimod.
“Vores færdigretter er lavet af de samme råvarer, vi sælger ude i kølediske. Det er en garanti for høj kvalitet”, siger slagtermesteren, som på samme tid slår en tyk streg under kvalitet er afgørende.
Den digitale bølge
Superbrugsen i Ørbæk er stille og roligt begyndt at komme med på den digitale bølge. Brugsen gør specielt brug af Facebook, hvor små historier, gode tilbud og anden information løbende bliver delt med mere end 1000 følgere.
Specielt “ja-tak-tilbud” har været populære, hvor slagtermesteren har stillet sig op foran kameraet, givet Facebook-sidens følgere et tilbud, de (næsten) ikke kunne sige nej til. Kunderne skulle blot skrive “ja, tak” – og kunne senere hente deres kamsteg i Superbrugsen.
En taktik, der har givet opmærksomhed og flere kunder i butikken.
Det går godt i Ørbæk. Det går faktisk rigtig godt.
#pølsesnak er vores måde at gøre det på. Et koncept, der skal give slagtere og andre i fødevarebranchen mulighed for at blive hørt og set – og på samme tid fungere som et fagligt frirum.