Ingvald.dk vinder fornem award for ny hjemmeside
En ekstra indsats fra det odenseanske webbureau radoor & co giver pote for Ingvald Christensen Maskinfabrik A/S. Ingvald.dk har netop vundet en fornem website award for virksomhedens nye hjemmeside.
Det er ikke hverdagskost for en virksomhed i slagteribranchen at vinde en pris for relancering af deres hjemmeside. Derfor var det også et stolt webbureau, der kunne fortælle sin mangeårige kunde, at Ingvald.dk netop har vundet en website award. Awarden tildeles kun hjemmesider med en ekstraordinær god brugervenlighed og et design, der afspejler nytænkning og teknisk stabilitet. Ikke kun Ingvald Christensen er stolt af den nye award, som er uddelt af CSS Design Awards. Jacob Radoor er kreativ chef og ejer af webbureauet radoor & co, og han har også svært ved at få armene ned:
“Jeg er super glad for, at Ingvald gav os muligheden for at arbejde med så relativt frie rammer, som vi har haft til at løse denne opgave. Mit ønske over for kunden har hele tiden været at bevise, at en virksomhed som Ingvald Christensen ikke nødvendigvis behøver at være traditionel, røvkedelig og ligegyldig i sin opbygning – både hvad angår design og udvikling,” siger Jacob Radoor og fortsætter:
”Ingvald Christensen gav os frie hænder til at tænke, designe og udvikle, og det betyder, at vi modsat den traditionelle opbygning af hjemmesider har løftet et site som ingvald.dk op i en helt anden liga. Uden at miste kunden – tværtimod. Tillid er nøgleordet, og det har Ingvald i den grad vist os. Det er vi meget taknemmelige for,” slutter Jacob Radoor.
radoor & co har lavet en fin præsentation af vores nye hjemmeside, som er et kig værd. Se den her