INGVALD jubilerer med jubilarer
2 x 40 års jubilæum. INGVALD har fornøjelsen at hejse flaget for to jubilarer på én gang.
I januar 2017 er det 40 år siden, at tekniker Lars Kielsgård Madsen startede i lære som maskinarbejder hos INGVALD og ligeledes 40 år siden, at tekniker Niels Sundien helligede sig slagterimaskinebranchen. De har haft forskellige arbejdsliv, men fælles for dem begge er, at de er slidere, teknisk nørdede og har en enorm viden om deres fag.
61-årige Lars Kielsgård Madsen kom til INGVALD i 1977 og blev efter halvandet år i lære fastansat som maskinarbejder. Eller teknisk supervisor som det hedder i 2017. Ikke kun arbejdstitlen har ændret sig på de 40 år, det har arbejdet også. Lars står stadig for servicering af maskiner til fødevareproduktion, men specielt it-revolutionen har været med til at ændre arbejdsgangene.
69-årige Niels Sundien kom til INGVALD i 2005 med dengang 28 års erhvervserfaring fra Pfeiffer og en kortere ansættelse hos WEBO Slagterimaskiner. Niels har gennem hele sin karriere stået for servicering af slagterimaskiner og i mange år arbejdet som udekørende servicetekniker. Nu har han valgt at arbejde hos INGVALD som intern tekniker på værkstedet.
INGVALD ønsker de to jubilarer et stort tillykke med de tilsammen 80 års tro tekniker-tjeneste.