Moderne røgeovn giver bedre arbejdsgange

Der er gang i produktionen af røgede produkter hos Hvide Sande Røgeri. Det har der efterhånden været i mange år — i 2004 valgte røgeriet at investere i en ny røgeovn, hvilket har haft stor betydning for arbejdsgange og produktionsflow; en markant forbedring i forhold til det tidligere setup.

Hvide Sande Røgeri investerede i 2004 i et nyt og mere moderne røgsetup. Virksomheden valgte, i samråd med INGVALD, at købe en automatisk røgeovn fra Mauting.

Og investeringen har givet pote — både på den korte og lange bane.

Nyt setup, færre mandetimer
Investeringen blev foretaget tilbage i 2004 — og røgeriet kunne skam også hurtigt mærke forskellen fra deres ældre setup — men det er først cirka 15 år efter, at medejer, Anders Søegaard, for alvor tænker over de mange fordele ved et moderne produktionsflow.

”I gamle dage skulle vi altid have en mand på opgaven. Det var simpelthen ikke muligt at forlade en produktion. Det kostede mange penge i form af lønninger til personalet. Vores røgeovn fra Mauting har gjort det nemmere for os at skabe et bedre flow, da vi kan køre en produktion, når det passer os — uden der skal være en mand på job under hele produktionen.”

Men implementeringen af en ny røgeovn har også kostet mange interne ressourcer, fordi røgeovnen skulle implementeres korrekt. Der var derfor en lang testperiode, hvor alt blev gennemtestet. Det var primært temperaturen, der var afgørende — og efter mange forsøg og tests, så var alt på plads, og røgeovnen kunne bruges i produktionen.

Ny røgeovn, billigere produktion
Den nye røgeovn introducerede også bøgeflis; nogle små chips, som er langt billigere, end hvad røgeriet normalt var vant til. Det har givet en stor besparelse i forhold til tidligere produktioner, da bøgetræ ikke længere er en nødvendighed, hvorfor produktionsomkostningerne er faldet.

”Selve rygningen er blevet meget billigere, da vi ikke længere bruger bøgetræ. Vi bruger derimod strøm og bøgeflis, det er langt billigere for os. Så på selve produktionsdelen har vi sparet mange penge over de sidste 14 år — og vi har også sparet mange mandetimer, så det har været en god investering for os.”